3 vigtige mål for Fanefjord Torv
At skabe et attraktivt midtpunkt og mødested på Vestmøn
Handel og aktivitet tiltrækker mennesker, i både store og små byer har torvet altid udgjort det naturlige samlingspunkt.
Det er den rolle, vi ønsker at bringe tilbage ved at skabe et mødested i Damme-Askeby, hvor handlende, lokale og besøgende bringes sammen året rundt gennem mangfoldige og udviklende aktiviteter.
Damme-Askeby er en typisk ”vejklyngeby”, der har udviklet sig langs en landevej - uden bagvedliggende bebyggelse og væsentlige sideveje. Over tid har virksomheder og forretninger været spredt langs vejen, men i dag er det alene Dagli’Brugsen, der med god vilje udgør, hvad man kan kalde en bymidte.
Med nedrivningen af en forfalden mejeribygning over for Brugsen er der skabt rum og mulighed for at etablere et markant midpunkt, der sætter Vestmøn på landkortet.
Her etableres en torveplads, der skal være rum for markedsdage med alt fra fødevarer til loppemarked og høstfest. Rammen bliver en torvehal med udendørs plads til præsentation og salg af lokale fødevarer samt udendørs muligheder for opstilling af boder.
At etablere en platform for udvikling og afsætning af lokale fødevarer
Møn oplever en voksende interesse for lokal produktion af kvalitetsfødevarer. Den udvikling skal Fanefjord Torv være med til at understøtte. Konkret ved at give mulighed for præsentation og salg af produkter og ved at inspirere både små og store producenter til produktudvikling og samarbejde.
Med det voksende antal af både store og små producenter af fødevarer på Møn og i nærområder på Sydsjælland og Falster er det oplagt at etablere faciliteter, der kan understøtte udviklingen og inspirere producenterne - store som små - til samarbejde om nye udvikling, aktiviteter og afsætning.
Fanefjord Torv vil med et opland, der bl.a. omfatter Vordingborg, Nykøbing Falster og Præstø have et kundeunderlag på op mod 100.000 fastboende inden for 30 minutters kørsel. Hertil kommer en voksende turiststrøm, hvor alene cykel- og vandreturisme bidrager med omkring 20-25.000 gæster om året (2020).
At bidrage til udvikling af Vestmøn som et bæredygtigt og levende turistmål
Med torvet som udgangspunkt, og med opholdsmuligheder og servicefaciliteter for især cykel- og vandreturister, skal Fanefjord Torv være et vigtigt støttepunkt for turismen på Vestmøn.
Vestmøn har en veludviklet tradition for frivilliges deltagelse i udviklingen af kulturelle arrangementer, lokalt foreningsliv og andre aktivitetsmuligheder, der er med til at styrke interessen for hele Møn.
Fanefjord Torv vil – i samarbejde med bl.a. Camønoen og med lokale ildsjæle aktive indsats – bidrage til at styrke Vestmøns muligheder som attraktion for vandre- og cykelturister med sans for Møns særlige kvaliteter.
Indsatsen bliver en vigtig del af et samlet initiativ, Vandredestination Møn, hvor der arbejdes for at skabes nye vandreruter på Vestmøn, bl.a. med fokus på fortidsminder.